Skip to main content

Pas på! Sådan kan selvrisikoen snyde dig

Selvrisikoen er et godt redskab, når du skal tilpasse forsikringen dine behov og din pengepung. Men du skal holde tungen lige i munden, mens du ser på selvrisikoen, når du sammenligner forsikringer.

De fleste selskaber har nemlig en fast selvrisiko på deres forsikringer, og den er ofte langt fra et rundt beløb.

Kun ét selskab tilbyder en selvrisiko på præcis 2.000 kroner på din bilforsikring. Hos de andre selskaber svinger selvrisikoen mellem 1.895 og 3.480 kroner. Altså op mod 74 procent højere end de ønskede 2.000 kroner. Det viser en undersøgelse fra Findforsikring.dk.

”Og så er det jo ikke engang sådan, at det billigste selskab har den højeste selvrisiko, og det dyreste selskab har den laveste selvrisiko,” siger Kasper Kjems, marketing manager i Findforsikring.dk, om undersøgelsen.

Svingende selvrisiko gør det svært at sammenligne

Findforsikring.dk har undersøgt selvrisikoen på bil-, hus- og indboforsikring hos 22 selskaber – men set bort fra selskaber, der samarbejder så tæt at pris, dækninger og selvrisiko er ens.

Tre selskaber tilbyder en husforsikring med en selvrisiko på præcis 2.000 kroner, fire selskaber tilbyder en indboforsikring med den ønskede selvrisiko, og som nævnt er der kun et eneste selskab, der tilbyder en bilforsikring med præcis 2.000 kroner i selvrisiko. Et andet selskabs selvrisiko er 2.003 kroner.

”Det er endnu et eksempel på, at selskaberne vil gå meget langt for at gøre det svært for forbrugerne at sammenligne forsikringer,” siger Kasper Kjems og giver følgende råd:

”Så det handler om at se sig rigtig godt for, indhente tilbud fra flere forskellige forsikringsselskaber og forhandle om både pris, dækninger og selvrisikoen.”

  Ønsket selvrisiko Højeste selvrisiko Laveste selvrisiko
Indboforsikring 2.000 kr. 2.445 kr. 1.612 kr.
Bilforsikring 2.000 kr. 3.480 kr. 1.895 kr.
Husforsikring 2.000 kr. 2.359 kr. 1.746 kr.

Kilde: Findforsikring.dk
Undersøgelse blandt 22 forskellige forsikringsselskaber