Skip to main content

Er du overforsikret eller underforsikret? Begge dele kan koste dyrt

Hvad er værdien af alt, hvad du ejer? Det er et svært spørgsmål. Og hvis du svarer forkert, kan du ende med at betale overpris eller tegne en forsikring, der ikke dækker.

Når du tegner en indboforsikring, skal du angive en forsikringssum. Den skal svare til prisen for at erstatte alt, hvad du ejer, hvis du fx mistede det i en brand. Det gælder altså ikke kun de ejendele, som du forventer, kan blive stjålet eller ødelagt.

Indboet er alt, hvad du har derhjemme som møbler, tøj, elektronik, porcelæn, smykker, briller, cykler, haveredskaber samt sports-, hobby- og campingudstyr.

Pas på, du ikke er underforsikret

Hvis værdien af dine ejendele er højere end din forsikringssum, er du underforsikret. Og så vil du ikke få fuld erstatning udbetalt, hvis dine ting bliver ødelagt eller stjålet.

Et eksempel: Du får besøg af en taksator, fordi du har haft indbrud. Han vurderer, at du havde værdier for 1.000.000 kroner, men dit indbo er kun forsikret for 500.000 kroner. Derfor vil forsikringsselskabet kun udbetale erstatning for halvdelen af det stjålne.

Det er dyrt at være overforsikret

Omvendt nytter det heller ikke at sætte forsikringssummen højere, end den reelle værdi af dit indbo. For du vil du aldrig kunne få erstattet mere end værdien af det, der er kommet til skade.

Og jo højere en forsikringssum, des dyrere bliver forsikringen. Så hvis du sætter forsikringssummen kunstigt højt, ender du med at betale overpris for din indboforsikring.

Sådan finder du den rette sum

Det kan være svært at regne sig frem til den samlede værdi af ens indbo, og mange selskaber har værktøjer, der skal gøre det nemmere at udregne summen.

Alternativt kan du tage udgangspunkt i andres forsikringssum og spørge dig selv: Ejer du mere eller mindre end en gennemsnitlig husejer? Findforsikring.dk har udregnet den gennemsnitlige forsikringssum for alle danske husstande, der brugte servicen sidste år.

Boligtype Gennemsnitlig forsikringssum
Lejet hus/rækkehus 560.000 kr.
Lejet lejlighed 372.000 kr.
Ejet hus/rækkehus 900.000 kr.
Andelslejlighed 486.000 kr.
Ejerlejlighed 543.000 kr.
Lejet værelse/Kollegie 188.000 kr.

Kilde: Findforsikring.dk