Skip to main content

Tab af arbejdsevne fører til underklasse

148.000 af de i alt 210.000 danskere, der har mistet arbejdsevnen helt eller delvis, har ikke andet at leve for end den offentlige førtidspension på 170.000 kroner om året, skriver Politiken.

“Vi får mange henvendelser fra folk, der har været ude for en ulykke eller er blevet syge, og som er temmelig chokerede over, hvor lidt de har at leve for. Vi har at gøre med en gruppe mennesker, der ender i ufrivillig social isolation, fordi de er nødt til hele tiden at prioritere deres midler benhårdt,” siger Janus Tarp, juridisk konsulent i PTU, til Politiken.

Folk, der har været ude for en ulykke eller er blevet syge, er temmelig chokerede over, hvor lidt de har at leve for, Janus Tarp, juridisk konsulent i PTU

Foreningen PTU arbejder for at forbedre vilkårene for danskere med alvorlige skader efter ulykker eller sygdom. De ser gerne, at flere lønmodtagere blev omfattet af en forsikringsordning, der kunne supplere den offentlige førtidspension.

“Undersøgelsen viser, hvor vigtigt det er at have styr på sine forsikringer. Har du tegnet en ulykkesforsikring, som er tilpasset din privatøkonomi, kan du blive boende og opretholde nogenlunde nuværende livsstil, selvom du har været ude for en ulykke,” siger Kasper Kjems, der er marketing manager i Findforsikring.

Langt fra sin normale løn

Selv om stadig flere danskere kan supplere den offentlige førtidspension med et privat bidrag fra deres arbejdsmarkedspensioner, er de henvist til et liv i den økonomiske underklasse.

Ifølge en ny undersøgelse fra brancheorganisationen Forsikring & Pension udgør årsindkomsten kun i gennemsnit 230.000 kroner selv med ekstra forsikringsdækning via den private pensionsordning.

“Den gode nyhed er jo, at stadig flere har en dækning via deres arbejdsmarkedspensioner. Men for de fleste er der stadig et godt stykke vej op til den indkomst, de havde i deres arbejdsliv,” siger underdirektør i Forsikring & Pension Anne Seiersen til Politiken.